Tanzania-18000BPH vandfyldningslinje & 5-gallons fyldningslinje
En morgen i januar 2024 var jeg lige faldet i søvn på hospitalets ledsagestol, da min telefon vibrerede. Det var en WhatsApp-besked fra Amar: "Vi er ankommet til Shanghai Pudong Lufthavn." Skærmen oplyste det rynkede ansigt af min søn i inkubatoren ved siden af mig – han var lige kommet ud af fødeafdelingen klokken 3 om natten, øjnene lukkede, næverne knyttet, som et netop uklækket fugleunger. Jeg svarede hurtigt: "Jeg kommer med det samme", rørte ved hans små fødder, hilste stille på sygeplejersken, trak mit tøj tæt omkring mig og skyndte mig til lufthavnen.
Da jeg hentede Amar og hans assistent, Muktar, holdt han en gammel mappe i favnen. Så snart vi sad i bilen, bladrede han igennem den. Indeni var der slørede billeder af maskiner, hvis jernrammer var plettet af rust. Amar sukkede og pegede på mig. "Vi købte en produktionslinje for to år siden, som skulle være i stand til at producere 6.000 flasker. Men flaskerne går i stå hver anden dag, og de ligger bare stablet op i fabrikken som skrotmetal." Hans pande rynkede sig, mens han talte, og mit hjerte sank. I løbet af de sidste seks måneder har de igen og igen diskuteret "fejlprocenten for blæseformningsmaskinen" og "kompatibiliteten for foliepakningsmaskinen" på WhatsApp mere end tyve gange, hvorved de hver gang undgik spørgsmålet om "rædslen for at falde i samme fælde igen". Da jeg så ham stirre ud ad vinduet, indså jeg, hvor fast de holdt fast i den ordre på 18.000 flasker.
De bragte det ikke direkte til vores fabrik, men tog i stedet hjem til Lao Wang, leverandøren af blæseformningsmaskinen. Lao Wang var ved at debugge en prototype i værkstedet. Da han så os, åbnede han straks beholderdækslet og pegede på skruen indeni, mens han smilede. "Jeg ved, at jeres tanzanianske PET-materiale nogle gange indeholder små urenheder. Denne skrue er 2 mm tykkere end standard, så selvom den gnider mod urenheder, vil den ikke blokere. Den, vi installerede hos en kenyansk kunde sidste år, har kørt fejlfrit i et helt år." Amar squatted ned og følte på belægningen af skruen med fingrene, uden at sige noget. Muktar derimod tog en pen frem og skrev på bagsiden af en mappe: "Forstærket skrue for at forhindre urenheder."
Senere, da jeg gik for at se filmindpakningsmaskinen, bad jeg specifikt teknikeren om at standse maskinen. Jeg pegede på justeringshåndtaget på øjemaskenholderen og sagde: "I skifter nogle gange flasker med forskellige størrelser. I behøver ikke at stramme skruerne på dette justeringshåndtag; I drejer bare for at justere højden. En operatør kan lære det efter at have øvet sig to gange, så de ikke behøver at vente på en tekniker." Teknikeren demonstrerede det med det samme og skiftede fra en 330 ml flaske til en 500 ml flaske på kun to minutter. Amar brød endelig stilheden: "Sidste gang vi brugte den filmindpakningsmaskine, tog det to timer at justere hver flaskeform, og den indpakkede stadig ikke tæt nok." Hans tone var mindre anspændt.
Mens jeg spiste frokost i fabrikkantinens, ringede min telefon. Det var en video fra min kone. Vores søn var vågnet og stirrede på kameraet med sine klare øjne. Jeg holdt min telefon op for at vise dem. Amar rakte sig frem, og hans øjne begyndte at stråle. "Ligesom dengang min yngste søn blev født!" Han trak sin egen telefon frem og viste et billede af en lille dreng i en rød jakke. "Det er mit andet barn. Han kalder mig 'far' nu." Muktar lo ved siden af ham: "Amar siger altid, at når vandværket først er i drift, vil vi købe vores børn et hus med have i byen."
Da vi den eftermiddag vendte tilbage til vores fabrik for at gennemgå den samlede plan, sad Amar ikke og pillede ved datablade som han havde gjort om morgenen. I stedet spurgte han om eftersalgsservice. "Hvis der opstår et problem med maskinen, hvor hurtigt kan I så sende nogen ud?" Jeg pegede på eftersalgsserviceformularen på væggen. "Vi har en fast tekniker i Kamerun. Der er kun fire timers flyvetid til Tanzania. Så længe det ikke er et større problem, kan den ankomme samme dag. Vi vil også sende et ekstra sæt reservedele til disse hjælpemaskiner sammen med leveringen, så I selv kan udskifte ved mindre problemer."
Da natten brød frem, slog Amar pludselig i bordet og sagde: "Det er dig." Muktar blev chokeret, men smilede så og forklarede: "De viste os blæseformningsmaskinens værksted, idrifttagningen af filmviklemaskinen og åbnede endda lageret med reservedele til mærkemaskiner, så vi kunne se det. Det sidste firma turde kun vise prototyper i udstillingslokalet." Mens han tog sin pen frem for at underskrive kontrakten, stoppede han op og kiggede op på mig. "I er her for at hjælpe os lige efter at jeres barn er født. Vi har tillid til jer."
Efter at have underskrevet kontrakten og skyndt mig til hospitalet, sendte jeg en besked til min kone: "Det er gjort." Hun svarede med et billede af vores søn, der gaber, og med billedteksten: "Tjener mælkedempenge til min søn." Vinden blæste ind gennem bilvinduet og bragte en kølig brise, men mit hjerte blev varmet. På den ene side var den bløde kærtegn fra et nyfødt barn, der forsigtigt greb fat i mit hjerte; på den anden side var tilliden, formidlet over tusinder af kilometer, fast etableret. Selvom jeg var ekstremt optaget i januar, følte jeg mig mere rolig end nogensinde før.
